Konservative toner rent flag – hvad med velfærden, Pape?

Af Annette Lind, medlem af Folketinget, Socialdemokratiet

Rundt omkring på rådhusene skal der i denne tid lægges budget. Det handler om daginstitutioner, skoler, ældrepleje og mange andre områder, som udgør en stor og vigtig del af vores hverdag. Flere steder er det ikke nemt at få budgetterne til at hænge sammen. Det er en svær disciplin, også her i Midt- og Vestjylland.

Samtidig med, at byrådsmedlemmerne arbejder på at få budgetterne til at passe med forventningerne og behovene næste år, har Søren Pape Poulsen lanceret sin nye økonomiske plan for Danmark. En plan man må antage, han vil føre ud i livet, hvis han skulle blive valgt som statsminister. Selv hævder han, at hans plan vil gøre alle rigere, men sandheden er desværre, at den vil skabe et mere ulige Danmark, hvor der ikke er råd til at levere samme velfærd som i dag.

Søren Pape lægger bl.a. op til at afskaffe topskatten, mens der skal spares massivt på velfærden. Hvor kommunerne nærmere bestemt skal spare, er ikke oplyst. Er det hos børnene, de ældre, de ledige eller mennesker med handicap? Også konservative borgmestre, der sidder for bordenden i flere jyske kommuner, er bekymrede.

Eksempelvis fortæller den konservative borgmester i Kolding, Knud Erik Langhoff, at han er bekymret for Søren Papes spareplan, fordi kommunen ”i forvejen er belastet”. Samme toner kom der fra naboborgmesteren i Vejen, Frank Schmidt-Hansen (K), der fortalte om besparelserne, at Vejen Kommune ville skulle ”finde dem i det eksisterende budget, og vi er i forvejen pressede”. Allerhårdest var ordene fra syd i Aabenraa, hvor borgmester Jan Riber Jakobsen (K) fortalte, at ”lige nu kan vi bare ikke følge med i de opgaver, vi får tildelt”.

Jeg vil gerne kvittere med et tak til de ærlige jyske borgmestre, der på trods af partitilhørsforhold godt tør indrømme, at Søren Papes økonomiske plan næppe vil kunne lade sig gøre ude i de enkelte kommuner uden massive besparelser på velfærden.